Indtast dine søgeord

Vidste du, at en tredjedel af den globale CO2-udledning kommer fra bygninger? Heldigvis er der mange, som forsøger at finde en løsning på det. Bæredygtighed i byggeri er en trend, der kun bliver mere populær.

I en undersøgelse om fremtidens byggeri svarer 400 nordiske ejendoms- og bygningseksperter, at de betragter bæredygtighed som et nødvendigt grundlag for, at et byggeprojekt bliver en succes, og for at bæredygtige bygninger har højere ejendoms- og udlejningsværdi, lavere driftsudgifter og lavere ledighedsrater.

Det tyder altså på, at fremtidens byggeri bliver mere og mere bæredygtigt. Men hvis du ikke har lyst til at vente så længe, er der allerede nu ting, du kan gøre for, at dit hjem bliver mere grønt.

 

En termostat, der kender dig

Indtil for nylig var en termostat et totalt uinteressant lille håndtag, du brugte til at skrue op eller ned for varmen på dine radiatorer. Men nye smarte termostater er dukket op i mange varianter. Disse termostater er blevet digitalt intelligente. Det vil sige, at de lærer din adfærd at kende og justerer varmen efter, hvornår du er hjemme, hvilke rum du bruger, og om du er vågen eller er gået i seng. De mest populære af dem påstår at kunne spare dig for op imod 10-15% af din varmeregning.

 

Lys, der husker, når du glemmer

Lyssensorer kender de fleste fra skoler, kontorer og andre offentlige steder. Men hvorfor ikke adoptere denne teknologi til hjemmet? Entréen, badeværelset og køkkenet er gode eksempler på, hvor lyssensorer kan installeres og både hjælpe med at spare på strømmen samt give dig en følelse af at bo i et smart og bæredygtigt hjem.

 

Smarte vinduer

Teknologien er ikke helt på plads endnu, men mange producenter arbejder på at udarbejde fremtidens vinduer, som kan åbne og lukke selv, fortælle dig, når der er for meget fugt i hjemmet, eller som fx kan producere energi vha. indbyggede solceller.

share
Næste indlæg