Indtast dine søgeord

Af Rania Rönntoft.

Her er helt stille. Min kat ligger og sover på sofaen, og kaffen simrer på komfuret. For nogle år siden valgte jeg at flytte ud på landet. Væk fra storbylivet med beton, stress og forbrug. Jeg har ændret min livsstil og lever nu et mere bæredygtigt liv, et liv fyldt med tid, energi og livskvalitet. Men du behøver ikke at flytte ud skoven for at opleve samme livskvalitet. Jeg har omfavnet begrebet slow living, og du kan gøre det samme, uanset hvordan og hvor du bor.

Slow living indebærer, at du sætter farten ned og er mere nærværende i din hverdag – det fører helt automatisk et mere bæredygtigt liv med sig. Jeg ændrede mit liv for min egen skyld – for at skabe en slags indre bæredygtighed. Og så blev min livsstil samtidig mere klimasmart.

Vores samfund er i dag bygget op omkring normen, at vi skal arbejde en masse, få en karriere, bo eksklusivt og have et stort forbrug, samtidig med at vi har et familieliv og fritidsinteresser. Vi har hverken tid eller energi til at nyde livet. Det er ikke holdbart, hverken for vores egen sundhed eller for miljøet.

Jeg har valgt et job som freelancefotograf, hvor jeg kan arbejde hjemmefra og bestemme mine egne arbejdstider. Jeg har også valgt at bo småt, så mit forbrug er mindre og smartere, og mit fodaftryk på verden er mere bæredygtigt. Jeg shopper mindre, og når jeg gør, køber jeg genbrug. Jeg har lært mådehold, og jeg har fundet ud af, hvad naturen giver mig og at passe på det, jeg får fra den. Det betyder i sidste ende en mere bæredygtig livsstil, og at jeg har det meget bedre.

Jeg føler mig rig – ikke på penge og de nyeste produkter, men på tid og erfaring. Det bedste i livet kan være så enkelt som at nyde et roligt øjeblik i sengen med min kat og et inspirerende magasin, som jeg kan læse i om morgen. Det kan være at gå barfodet og mærke græsset mellem mine tæer, at plukke vilde blomster eller skynde mig ned til søen for at se tågen lægge sig over vandets overflade.

Ved du, hvad alle disse små smukke stunder i livet bidrager til? Livskvalitet.

Og det er det, der gør os lykkelige. Jeg tager mig tid til at slippe arbejdet for en stund for bare at nyde alle de vidunderlige stunder i livet – præcis når de sker. Jeg har råd til at arbejde mindre og leve mere.

 

3 tips til slow living:

1. Skru ned

Ved at have et mindre hjem og leve småt har du automatisk ikke så mange ting og gøremål, som kræver din energi. Jo mindre dit hjem er, desto mindre skal det opvarmes, og allerede der lever du lidt mere bæredygtigt. Med et større fokus på det der betyder noget i livet, passer du bedre på dit helbred og får både mere tid og flere penge til andre vigtige ting.

2. Småt men godt

Når du bor mindre, kan du ikke have så mange ting, så det gælder om at bruge mindre og smartere. De penge, du sparer, kan du eksempelvis investere i en rigtig god vinterjakke, som passer til al dit tøj. Vi tror, at alle vores valgmuligheder er en luksus, men det en tværtimod en stress-faktor. Du slipper for at bruge tid på at vælge, hvilken jakke du skal tage på om morgenen, og i det lange løb sparer du penge på din investering, mens du lever mere bæredygtigt. Husk også at passe på de ting og det tøj, som du allerede har.

3. Vær til stede

Når du ikke har et stort hjem, som du skal tage dig af, har du mere tid til at tage hånd om dig selv. Vær derfor opmærksom og til stede hver dag. Det er ikke kun i weekenderne, hvor vejret er godt, at du kan lave sjove ting eller slappe af med en god bog – det kan du selvfølgelig også i løbet af ugen. Hvis du sætter farten ned og fokuserer på de små ting i livet, vil du opdage meget mere om både dig selv og dit miljø: hvor smukt træerne spejler sig i din morgenkaffe, morgentågen når du går på arbejde, eller hvor smukt solen skinner ind i dit hjem om eftermiddagen.

Når vi har det godt og er i balance med os selv, har vi også nemmere ved at tage hånd om de ting, der er omkring os. Måske er vi nødt til at opnå indre bæredygtighed, før vi kan leve mere bæredygtigt?

 

Rania Rönntoft bor på landet i Matfors, udenfor Sundsvall i Sverige, sammen med sin sambo Andreas og deres katte Ellie og Molly. Her arbejder hun som freelancefotograf og blogger.

Besøg hende på www.rowantree.se

 

share
Næste indlæg