Indtast dine søgeord

Hvad er bæredygtig kost, og hvordan kommer du i gang med det? Det kan være svært at finde rundt i de forskellige kostråd, men som vi har skrevet om før, så er bæredygtig mad også lig med sund mad. Derfor er der gode grunde til at spise mad, der både er godt for dig og for planeten, som skal producere den.

I Norden har tanken om rene, lokale og bæredygtige fødevarer skabt mad-bølgen også kendt som Ny Nordisk Mad. I 2004 skrev 12 nordiske kokke et manifest for det nordiske køkken. Ambitionerne var høje og gik blandt andet ud på at slå fast, at det nordiske køkken sagtens kan måle sig med de bedste køkkener i verden. Det lykkedes i den grad.

Restauranten noma, som blev skabt på principperne i manifestet, blev kåret som verdens bedste restaurant tre år i træk, og flere nordiske kokke har vundet international anerkendelse for deres arbejde med udgangspunkt i manifestet.

Du kan også bruge principperne bag til at blive mere bæredygtig i køkkenet. Læs en forkortet version af nogle af principperne her:

– Køb for så vidt muligt råvarer, der er i sæson. De er ikke blevet transporteret så langt, og de afspejler det klima, som de er produceret i.

– Køb lokale råvarer, så støtter du lokal fødevareproduktion, og du kan etablere en direkte forbindelse til det, du spiser, og dem der producerer råvarerne. Din lokale fiskehandler vil sikkert også hellere end gerne give dig tilberedningstips.

– Gør etik til en ingrediens i din mad. Vær nysgerrig på, hvordan dyrene har haft det, inden de er blevet til fødevarer. Køber du økologiske grøntsager, er du fx også sikker på, at der er taget hensyn til jorden i produktionen.

– Lær at lave sund mad. Der findes mange gratis inspirationskilder til, hvordan du kan tilberede sund mad, så det også smager fantastisk. Start fx her.

– Hold det simpelt. Vores smagsløg har gennem tiderne vænnet sig til, at mad skal smage af altmuligt forskelligt – men god mad behøver ikke bestå af mange ingredienser. Vælg hellere få, men gode råvarer – så kommer smagen helt af sig selv.

Læs hele manifestet her.

share
Næste indlæg